Close countries panel

Select country

For solutions in a specific country please visit our local website

Nets is a part of the Nexi Group - The European PayTech. Visit our Group website at


NemID fylder otte år i dag

 

For otte år siden var iPad ny, få snakkede om robotter, og den første dansker fik sit nøglekort i hånden. Meget har ændret sig siden 1. juli 2010.

Hvad gør en robot, når den skal identificere sig - og hvordan sikrer man, at et gennemdigitaliseret liv ikke går i baglås, hvis strømmen går?

Den slags spørgsmål - og flere til - udgør i dag en større del af arbejdet med at drive og udvikle NemID, end nogen havde forestillet sig, da systemet blev sat i drift for præcis otte år siden.

NemID-systemet, der altså fylder otte år den 1. juli, ligner måske på overfladen det samme, som blev sat i drift dengang i 2010. Men i maskinrummet er systemet modnet og har tilpasset sig, så det i dag kan bruges på mange flere enheder end i den oprindelige version, der blev lanceret næsten samtidig med den første iPad.

 

Størstedelen af Danmarks befolkning bruger NemID

Senest er systemet blevet udvidet med en app, der kan supplere nøglekortet i daglig brug. Og i foråret rundede NemID fem millioner brugere, hvilket faktisk er i tråd med, hvad man forventede, da NemID blev udviklet.

Målsætningen var, at størstedelen af Danmarks befolkning skulle på. Det mål har vi nået, og det skyldes også, at både banker og det offentlige Danmark har bakket op om, at vi skulle have en fælles løsning.

Det siger John Christensen, der er head of NemID Business  Development og har været med siden NemIDs undfangelse.

I begyndelsen var det især bankernes overgang til NemID, der drev den kraftige vækst i udbredelsen. Anden bølge kom med det offentlige Danmarks digitalisering og tilhørende brug af NemID. I dag er digitalisering ligefrem blevet et lovkrav til danskerne, der skal kunne modtage digital post, medmindre de har en særlig aftale om fritagelse.

Det ventes, at også den nye NemID nøgleapp kan give et yderligere boost til anvendelsen af NemID.

 

Nøglekortet og fremtidens former for identifikation

Oprindeligt var det en af bankerne, der fik ideen om at bruge et analogt nøglekort som en del af et login. Nøglekortet blev valgt som en ud af fem mulige løsninger, da den scorede højest på de fleste parametre dengang. Det var også i de tider, hvor bankerne havde deres egne sikkerhedsløsninger til netbank, og hvor den nationale løsning var den daværende digitale signatur, som ikke fik nær så stor succes som NemID, da der manglede nogle populære tjenester til at drive udbredelsen og anvendelsen.

Det virker måske som længe siden nu - men i mange andre lande er man gået en anden vej og har i dag et væld af forskellige løsninger, der kan være en jungle at benytte.

John Christensen siger:

Den danske model med én national løsning er tæt på unik. I fremtiden skal vi arbejde med forskellige former for sikkerhedsniveauer, der bestemmes af, hvad man skal foretage sig på en hjemmeside. Nogle steder skal man måske kunne logge ind som i dag - men andre steder vil det være nok, at brugeren har logget på fra den pågældende enhed før og derfor bliver genkendt. Men biometri bliver også en faktor, vi skal tænke ind - og endelig er der udfordringen med, at maskiner skal kunne identificere sig over for hinanden.

Til gengæld har det nok lidt længere udsigter, før blockchain-teknologien, der kendes bedst fra bitcoin, kan integreres med en national løsning. Mulighederne er utallige: Eksempelvis kan en bekræftet identitet gemmes på en blockchain, så man fremover nemmere kan skifte bank, stifte lån eller købe en bil. 

Men vi leder stadig efter den gode business case. Det er ikke lige om hjørnet.

Det siger John Christensen, der peger på biometri som en mere moden teknologi til identifikation.

I øjeblikket kører Nets forsøg på CBS, hvor man kan betale i kantinen med sin pegefinger. Det er ikke fingeraftrykket, men den unikke kombination af blodårer i fingeren der bruges. Sådanne ideer kan også tænkes ind i et fremtidigt system.

 

MitID erstatter NemID

Uanset at NemID er blevet en del af næsten alle danskeres hverdag, står systemet over for en planlagt pensionering de kommende år. Afløseren, MitID, er i disse dage i udbud, og den vindende løsning vil de kommende år erstatte det NemID, vi bruger i dag.

Nets er også med blandt byderne på MitID.

NemID_nøgleapp_hent.png