Digital Post, NemLog-in og NemID. Tre offentlige digitale løsninger, som er skabt for at lette administrationen i danske virksomheder. Alligevel efterlyser erhvervslivet øget brugervenlighed på den digitale front, og det er nu på vej til landets virksomheder frem mod 2020. Her skal en omlægning af de tre it-løsninger nemlig gøre det nemmere for erhvervsdrivende at benytte systemerne og dermed sikre en samlet besparelse i millionklassen. En opgave, Nets ønsker at bidrage til.
"Vi hører tit en frustration over offentlige digitale løsninger, der ikke taler sammen. Hvis man for eksempel skal oprette sig som ny virksomhed, kræver det, at man besøger flere forskellige webportaler, hvor man hvert sted skal indgå separate aftaler," siger Jens-Jakob Lykke Larsen, Head of NemID Product and Delivery i Nets.
Han fortsætter:
"For nogle år siden talte Rigsrevisionen sig frem til, at man skal igennem mere end 100 skærmbilleder for at oprette sig som virksomhed. Og det er vel at mærke på forskellige platforme, der har hver sin brugerflade og terminologi. Det kan virke både forvirrende og frustrerende. En af ambitionerne er derfor, at det fremover skal være muligt at tilslutte sig de digitale løsninger på én gang og administrere alle brugere på én samlet portal."
Nets byder på fremtidens NemLog-in
Nets har været leverandør af elektroniske identiteter i Danmark i de seneste femten år. Når kontrakten om NemID udløber, bliver borgernes NemID til MitID, og den nuværende NemID-løsning til erhvervsdrivende bliver en del af NemLog-in. Nets byder på udviklingen af det nye NemLog-in i et udbud, som forventes afgjort i december i år.
Udover at gøre det nemmere at tilslutte sig de offentlige digitale løsninger vil Digitaliseringsstyrelsen også gøre dem nemmere at bruge. Systemerne skal blandt andet have én samlet fælles support. Og det skal være nemt at sende digital post videre i virksomhedernes egne mailsystemer.
En væsentlig forbedring bliver også, at medarbejdere med samtykke fra deres virksomhed kan vælge at bruge deres private MitID – NemID’s afløser – i virksomhedsregi. På den måde får den enkelte bruger færre signaturer at holde styr på, og den årlige udgift til erhvervssignaturer kan spares.
"Mange mindre virksomheder logger måske ind på skat.dk nogle få gange om året for at rapportere moms og skat. Resten af året bruger medarbejderen måske slet ikke sin NemID medarbejdersignatur. Det private NemID bruger vi ofte flere gange om ugen, og adgangskoden sidder på rygraden, så det er på alle måder langt mere nærliggende, at det er det, folk bruger," siger Jens-Jakob Lykke Larsen.
En smidig overgang
Ca. 500.000 virksomheder har i dag en aftale med Nets om NemID til erhverv. Når NemID bliver til MitID og NemLog-in, skal alle virksomheder indgå en ny aftale. Nets vil i den forbindelse gøre overgangen nemmest mulig for virksomheden, siger Jens-Jakob Lykke Larsen.
"Nets arbejder for lettere, billigere og mere brugervenlig administration for landets virksomheder. Derfor ser vi det som en vigtig opgave, at overgangen til en ny brugerflade for de offentlige digitale løsninger sker så smidigt som muligt," slutter han.
Læs mere om fremtidens digitale infrastruktur på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside